NOVAGRASS – Inno-vative teknikker til genetablering af ålegræs
Projektet er bevilget støtte fra Det Strategiske Forskningsråd, og formålet er at udvikle nye tekniske løsninger til at høste og så ålegræsfrø samt at anvende og teste de udviklede løsninger i storskalaforsøg under forskellige forhold med henblik på at genetablere ålegræs i kystnære områder.
Ålegræs er afgørende vigtigt for vandmiljøet i kystnære områder, og ålegræsset gør disse områder robuste i forhold til næringsstoffer, hvilket positivt påvirker rammevilkårene for landbruget. Der formuleres derfor også retningslinjer for ålegræsrestaurering, og der udføres socioøkonomiske analyser for at vurdere både den økonomiske og økologiske rentabilitet af ålegræsrestaurering. Projektet vil ydermere gøre de deltagende partnere, konsulent- og erhvervspartnere, til førende inden for restaurering af akvatiske økosystemer.
Projektet indeholder følgende aktiviteter:
- Udvikling af nye, tekniske redskaber til brug for reetablering
- Anvendelse og evaluering af disse redskaber i stor skala
- Opstilling af retningslinjer for ålegræsreetablering og modellering af klimatiske udfordringer
- Socioøkonomisk analyse af vundne økosystemtjenester ved succesfuld genetablering.